lørdag den 14. maj 2016
En flue på væggen
Jeg havde glædet mig voldsomt til at få fingre i Claus Nivaas debut billedbog Fluen på væggen med illustrationer af Martin Bowyer og med god grund.
Jeg hørte første gang om bogen for et par uger siden, og jeg vidste med det samme, at det var en bog jeg måtte få fat i til biblioteket og ikke mindst mig selv.
Bogen er nemlig en ret speciel bog, der giver et indblik i de helt særlige tanker og følelser, der findes indeni børn med for eksempel aspergers, autisme og adhd. Jeg har selv en stedbror med aspergers, og mange gange har jeg taget mig selv i at tænke - hvem der bare var en flue på væggen i hans sind. Lige præcis denne tanke har Nivaa bragt til live i "Fluen på væggen" - og jeg er mildest talt vild med det!
Der findes færre end en håndfuld bøger, der kan det, som denne bog kan - at få et svært forståeligt emne ned i børnehøjde. Illustrationerne er enormt flotte og giver den fantasifulde og virkelighedsnære historie et børnevenligt liv. "Fluen på væggen" er virkelig skøn - og personligt håber jeg på en letlæsnings opfølgning, når hovedpersonen Erik er blevet lidt ældre.
Karakteren Erik er nemlig baseret på Nivaas egen søn, og jeg håber sådan at forfatteren genoptager den meget aktuelle historie om de helt særlige børn.
I bogen møder vi en flue, der kan flyve ind i hovedet på mennesker og dyr. Der sker ikke så forfærdelig meget i de hoveder, for de fleste mennesker tænker mest på hvad andre mennesker tænker, og dyr tænker vist ikke ret meget. Men en dag flyver fluen ind i hovedet på Erik, mens hans leger med en pind i haven. Erik er en helt særlig dreng, og inde i hans hoved kan den lille flue slet ikke kede sig. Der sker nemlig de mest fantastiske ting inde i hovedet på en helt særlig dreng som Erik.
Det er en bog der bør læses af alle, børn som voksne. Men bogen er selvfølgelig særlig god til børn og voksne, der har aspergers, autisme, adhd og lignende tæt inde på livet. Den kan bruges til højtlæsning fra 5 år og selvlæsning fra ca 8 år.
- LittleLudvig
Etiketter:
anbefaling,
aspergers,
autisme,
billedbøger,
Boganbefaling,
bøger,
børnebøger,
clausnivaa,
martinbowyer
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar