Bogen falder på et tørt (eller rettere knap så tørt) sted i fagbogsuniverset. Spøg til side. Vi mangler litteratur om verdens mest normale begivenhed, og Clara Henry giver os den med humor og stor relevans.
"Det er tid til at tage mensen tilbage. Reclaime den. Gør den til din egen i stedet for at efterlade den som et stykke offentlig ejendom, alle og enhver kan grine af og væmmes ved."
- Clara Henry
Jeg kan allerede nu mærke, at dette bliver et væsentlig mere passioneret og meningsfyldt indlæg, end I er vandt til. For mens og feminisme hænger uløseligt sammen for Clara Henry, og jeg er rørende enig.
Som livmoderbærer kan jeg nikke genkendende til Clara Henrys frustration over manglende kendskab og informationer om det helvede, som vi alle forestillede os at leve igennem, indtil vi ville tørre ud eller dø af indre blødninger. Det er en månedlig struggle, som alle piger skal igennem uden egentlig helt at vide hvorfor, hvordan, hvor længe, hvor nas det gør og om vi rent faktisk overlever det pinlige helvede.
I min optik bør alle piger læse denne bog, hvis ikke for at lære en hel masse om menstruation, så for at få et lille skud feminisme ind i en ung alder - kvindelighed er nemlig ikke er noget, man skal skamme sig over. Faktisk er det en stor ære.
Clara er naturligvis enig, så hun har taget bladet for munden, og det er der kommet en helt igennem fantastisk fagbog ud af!
"Hold ud! Du ved, at det kommer hver måned. Du ved at det stinker. Du ved også at du er en FUCKING superwoman, som tolv gange om året slæber dig selv igennem det samme elendige show, og at du fortjener en månedlig guldmedalje for din uvurderlige indsats."
- Clara Henry
Bogen appellerer helt naturligt mest til piger, men kan med fordel læses af drenge og forældre for at oplyse og inkludere. Bogen kan læses selv fra ca. 12 år og kan med fordel læses højt tidligere, hvis det biologiske behov skulle være der.
- LittleLudvig